SIMON AAEN
KUNST
Omtale
Kristeligt Dagblad.
27 Juli 2024
Han var en outsider på Kunstakademiet. I dag flokkes menighedsrådene om ham.
Skrevet af Thomas Conradsen
“Ved allerførste øjekast ligner det noget værre rod,” siger billedkunstner Simon Aaen og peger ud i sit atelier.
Tusinder af små pletter og striber af maling i et væld af farver er spredt ud over gulvet, loftet, væggene.
På højtalerne, på skamlen, på Bibelen, der skævt står i reolen.
Så får man fornemmelsen af, at Simon Aaens malerier af natur og landskaber, der hænger på væggene, og hans nye, personlige version af Den Sidste Nadver, der står på staffeliet i midten af rummet og knapt er tørt, breder og spreder sig ud over alt. Sågar på kunstneren selv. Den engang grå T-shirt og de sorte bukser vrimler med pletter og prikker i et væld af farver.
“Når jeg kaster snefnuggene på et vintermaleri, så rammer de ikke alle sammen lærredet,” siger billedkunstneren og laver et par hurtige bevægelse med hånden – oppefra og ned – for at demonstrere, hvordan han slynger sin pensel mod lærredet.
“Hvis jeg i stedet sad og duttede snefnuggene på, så ville de blive fortænkte, og så ville de aldrig få det liv, som de får, når de kastes tilfældigt mod overfladen.”
Den 46-årige kunstner, der bor og arbejder i landsbyen Rønde på Djursland, er en af de få malere, der de senere år er trængt gennem det snævre nøglehul som anerkendt og ofte benyttet kunstner i de danske kirker. Han har leveret flere end 20 kunstværker fordelt over 10 sogne, og han har i skrivende stund fem nye kirkeprojekter i gang.
Allerede da Aaen blev uddannet på kunstakademiet i 00'erne stod det klart, at han skilte sig ud fra mængden. De fleste andre beskæftigede sig med digitale computerbilleder eller konceptuel politisk kunst. Men han brændte for at male landskaber tilsat kristne budskaber.
"Det var totalt yt, men det var det, jeg var optaget af," siger Simon Aaen.
Det er netop blandingen af landskaberne og de kristne symboler, menighedsrådene landet over er faldet for. Kunsthistorikere her i Kristeligt Dagblad har for nyligt diskuteret, om kirkekunsten er ved at blive for subtil og indirekte i sit udtryk, og netop det er også en daglig balancegang for Simon Aaen:
"Når jeg maler religiøse motiver, skal jeg tage beskueren i hånden og vise, hvor vi er på vej hen. Men jeg må heller ikke fortælle for direkte, hvad 'sandheden' er, og hvordan det så ud. For jeg har ikke set Jesus, og du har ikke set Jesus, og det er netop kernen i tro: Et håb om, at vores tro er baseret på noget, der er rigtigt, men samtidig noget, der ikke er funderet i logik. Det er dér håbet, kommer ind i billedet," siger Simon Aaen.
Ud over håbet er naturen altså en konstant i Simon Aaens billeder, for det er den, der åbner porten til troen for ham og for beskueren, siger han. Og det er aldrig tæmmet natur, han portrætterer, men den voksende og den vilde.
Ifølge kunstneren har det moderne menneske i stigende grad svært ved at befinde sig i ukontrollerbare rum, som hans farverige, plettede atelier og hans malerier er eksempler på.
“Der er en tendens til, at vi gerne vil besidde verden. Indtage den. Men jo mere vi prøver at erobre alt omkring os, jo mindre resonans afgiver verden. Jo mere ejerskab, vi stræber efter, jo mindre fortryllet bliver alt omkring os,” siger han.
Hans tanker stammer blandt andet fra den tyske sociolog Hartmut Rosa, der disse år diskuteres flittigt i teologiske kredse, nævner han. Rosa taler blandt andet om, at vi skal turde stoppe op og være i det, vi ikke kan kontrollere.
“Vi skal dræbe forestillingen om, at vi kan planlægge os ud af alt, forudsige hvad som helst, ursætte selve livet,” siger Aaen.
Når maleren går fra parcelhuset på bakken i Rønde og de 15-20 skridt ind til sit atelier i garagen, tager han alle sine relationer og kalenderaftaler med. Hverdagen farer rundt i hovedet på ham, som en gift for kreativiteten.
“Hvis jeg kan nå til et sted, hvor jeg kan få smidt alle de andre ud af værkstedet – og jeg endda når det punkt, hvor jeg kan flytte mig selv ud – så kan der opstå noget, der er større end det, jeg troede, jeg skulle foretage mig,” siger Simon Aaen, der er gift og har to hjemboende teenagebørn.
Hvordan føler du dig, når det lykkes?
“Taknemmelig.”
De oplevelser vi alle deler
Der er ingenting i verden så stille som sne,
når den sagte gennem luften daler,
dæmper dine skridt,
tysser, tysser blidt
på de stemmer
som for højlydt taler
Sådan skrev digter Helge Rode (1870-1937) i 1896 i et digt, der siden blev en sang i Højskolesangbogen. Ifølge Simon Aaen er linjerne et klart eksempel på, hvordan naturoplevelser kan deles mellem mennesker på tværs af tiden. For den sanseoplevelse, Helge Rode havde for næsten 130 år siden, svarede til den, Simon Aaen nød, da han bevægede sig gennem en skov nær sit hjem ved Kaløvig sidste november.
Sneen lå som en dyne over det ellers så velkendte landskab og skabte en stilhed, der kun blev afbrudt af hans knirkende fodtrin. Millioner af snefnug dalede gennem luften og landede på grene og på jorden og på hans strikkede hue.
“Jeg bed mærke i, hvordan natur, jeg kendte indgående, blev genfortryllet. Men det viser også, hvordan poesi, billedkunst og musik kan placere os i samme rum på tværs af generationer. At vi via vores sanser og vores kunst kan formidle noget almenmenneskeligt: at det var for vores forfædre, som det er for os. Det er noget af det, jeg er optaget af som kunstner,” siger Simon Aaen og fremviser sit malede vinterlandskab, som han netop har navngivet “Der er ingenting i verden så stille som sne”.
Det er samtidig i disse møder med naturen, at man kan opleve det, der er større. Det, der går ud over ens forstand, mener han.
“Vi bliver mindet om, at naturen var der før os, og at den vil være der, når vi er væk. Det er noget, vi til alle tider har været optaget af. I naturen opstår et fordybelsesrum, et forglemmelsesrum, et fortabelsesrum. Og pludselig bliver der plads til troen.”
Men ifølge Simon Aaen bliver mennesket dårligere til at træde ud af den højteknologiske, overfyldte hverdag og ind i kunsten og naturen. Kroppen bliver nedvurderet og benyttes ikke længere til at opleve og sanse – i stedet motionerer og træner det moderne menneske. Der er en ustandselig higen efter at være mere fit.
“Der er al for megen fejlfinding og al for tung fokus på, at vi skal kunne yde. Det der med at nyde og være og opleve, fortrænger vi.”
“Men vores sanser er der stadig, og vi skal finde ind til kanalen, hvor vi kan genåbne dem. Som billedkunstner er det min opgave at virke som oversætter af oplevelser. Jeg åbner mine sanser for naturoplevelser, som jeg gennem mit håndværk oversætter fra en personlig erfaring til en universel oplevelse. Det er heller ikke tilfældigt, at stort set alle de salmer, folkedybet holder af, indeholder beskrivelser af natur. ”
“Når mine malerier har en naturskildring i sig, så er selve målet ikke at gengive naturen, som den ser ud. Det er at gengive stemningen og selve kernen. Og så kan du som beskuer – via dine erindringsoplevelser – genkende det, og så opstår værdien. Kunsten åbner noget i os.”
Hvad mener du, vi skal finde ind til gennem kunsten?
“Samhørighed". Vores samhørighed med altet. En oplevelse af, at man som individ ikke er alene. Der er noget, der er større end os, og vi er dybt afhængige af det fællesskab.”
At tage tid til at værdsætte naturoplevelsen eller kunsten eller andre ting giver mulighed for daglige pauser. Og det er netop pauserne, førnævnte Hartmut Rosa argumenterer for nødvendigheden af.
Simon Aaen mærker ofte på egen krop, at han kan have svært ved at være i nuet. I lange perioder kan han befinde sig i planlægningen af fremtiden eller evalueringen af fortiden.
“Når jeg kører bil, så sætter jeg en podcast på, og så får jeg hældt viden og meninger i hovedet. Men i virkeligheden burde jeg se køreturen som en pause. Hvor jeg kan slappe af i hovedet og indtage omgivelserne. Det er som om, vi ønsker at accelerere tiden i stedet for bare at være til stede.”
Kunsten at bremse tiden
I et forsøg på at bremse tiden genbesøger Simon Aaen sin barndom. Ikke Nigeria, hvor han blev født og boede til han var syv, da hans forældre var missionærer. Der har han blot sporadiske minder fra.
Den tid, der prægede ham mest, var årene, der fulgte – fra han gik i 2. til 8. klasse. Her var hans far præst i tresognspastoratet Ullits-Foulum-Svingelbjerg, der ligger i det sydvestlige Himmerland. Når Simon Aaen skaber sin kunst i dag, tapper han ustandseligt på sine oplevelser i de år.
Tydeligst af alt husker han det gamle fiskerhus i Louns ved Limfjorden, der tjente som familiens sommerhus. Han mindes lange dage ved kysten, og timerne, han fiskede i den lokale å. Han kan stadig føle roen, der opstod, når han forsvandt ud i naturen.
For et par måneder siden tog han halvanden uge til Louns. Han lod han familien blive hjemme.
“Der er ingen tvivl om, at der sker en afvikling af de små samfund. Men når kulturen og mennesker flytter sig fra et landsbysamfund, så overtager naturen. Du skal ikke lade en grund stå ret længe, før den atter bliver vild. Et hus forvandles hurtigt til en ruin, og materialerne formulder. Så går det op for en, at alt i virkeligheden er en cyklus. Både en dagscyklus, men også en livscyklus,” siger Simon Aaen.
“Når man som voksen genbesøger sin barndom helt alene, så kan man finde ind til den ukomplicerede tilstand, hvor man bare er til stede, hvor man igen kan sidde og dagdrømme. Jeg tror på, at i den tid, vi befinder os i, så kunne mange have brug for det.”
Desværre kan ture i naturen også virke som en brat opvågning for maleren. I vinter kørte han ud på Mols, hvor enorme regnskyl havde oversvømmet markerne i en grad, han ikke tidligere havde set.
"For mig var det en oplevelse af at jorden græd. Og andre gange har jeg set de samme områder været så tørre, at intet kunne leve der. Vi lever i ekstremernes tid," siger han.
Ifølge Aaen har vi længe fokuseret intenst på de materielle goder, og det betyder, at vi har værnet for lidt om naturen.
“Men med den klimakrise, vi står i, er de fleste blevet opmærksomme på, at vi er afhængige af en nogenlunde velfungerende klode og af biodiversitet. Det er så præsent, som det overhovedet kan være – der er ingen vej udenom.”
Han mener, det er på tide, at vi udvider kærlighedsbuddet fra Bibelen. Det burde hedde, at du skal 'elske din næste og det næste som dig selv',” forklarer han.
“Vi skal respektere alle levende væsner, og vi skal elske og værne om naturen. Alt for længe har vi sat mennesket i centrum, og vi har en opfattelse af, at hele verden er til for vores skyld. Og det er ikke nødvendigvis sandt. I stedet er vi en del af det hele. Det eneste, der adskiller os fra alt det andet, er, at vi har en særlig evne til at reflektere over og forsøge at forstå, hvorfor vi er her.”
Så du efterlyser en større ydmyghed?
“Præcis. Vi skal forstå, at ikke alt, hvad vi foretager os skal være direkte til nytte for mennesket. Når vi værner om naturen, er det for at beskytte hele skaberværket.”
Kunstavisen. nr. 3. 2019
Randi Ottosen.
Simon Aaen udstiller i Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk. Udstillingen kaldes; "Naturen og troen - sprækker af lys". Igennem de seneste år har Simon Aaen solidt og flot skabt sig en platform med hans billede, - glas og kirkekunst. En lang række udstillinger har gjort ham kendt og værdsat, også som fantastisk formidler af egne værker eller som debattør ved samtaler om kunst fx. på Kulturmødet på Mors sidste år.
For tiden arbejder han med fem kirkprojekter med forskellige former for kirkekunst, fx. til Nyhuse kapel ved Frederiksborg slot, hvor opgaven er glasmalerier, krucifiks i håndstøbt bronze og otte tekstfelter hugget i sten og støbt i et nyt gulv.
Men ind imellem er der lige plads til en udstilling i Videbæk. Det er dejligt med bænke i Kunstpavillonenens lokaler, men der må gerne være flere, så man kan sidde og fundere over værkerne. Det er en betagende flot udstilling. Den meget enkle ophængning giver værkerne luft og rum. Landskaber som motiv er kommet stærkt tilbage, og her i blandt herlige formidlere finder vi Simon Aaen og hans kunst. Her gives plads til luft, til eftertanke og tolkning. Det falder fint i tråd med Simon Aaens egne tanker om sin Kirkekunst;
" Det er væsentligt, at der er sprækker og åbninger i maleriet, hvor maleriets fortælling ikke er færdigfortalt, så der kan være plads til beskuerens egen tolkning. Troens "rum" rummer det magiske, det uforståelige, det ubegribelige, og det er netop der, hvor alt ikke kan forklares, at troen har sine rødder. I mellemrummet mellem det forklarlige og det uforklarlige, mellem det sete og det usete".
I mellem de mange værker vil jeg fremhæve to af de trefløjede værker. "Påskemorgen ved graven" og "Nordisk lys", begge (120x60 cm). Disse værker udfordrer os både med deres trefløjede størrelse og deres budskab. Vi ser sprækker af lys, vi må selv tænke videre, billederne dannes hos os hver især, vi bliver udfordret!
Kunst handler om det store spørgsmål: Hvad er det vi ser, når vi ser? Og se, det er det, al kunst handler om. At se, det man ser, og så skildre det med farver og former. At formidle det sete og det følte. Eller at vidergive det, man ser. Når kunstneren viser sine værker, så ser vi med dennes øjne. Og måske ser vi andet end det, vil selv ser. Måske ser vi det usete.
Troen og Naturen i Simon Aaens skaberværksted - en flot og berigende udstilling !
Kristeligt Dagblad. 16/12 2017. Bjørg Tulinius.
Simon Aaen står bag kunsten i nyrenoveret kirke: Moderne kirkekunst må gerne "forstyrre"
I dag genindvies Thyregod Kirke efter en omfattende renovering og med ny kirkekunst af Simon Aaen. Det var i denne kirke, Grundtvig blev konfirmeret, og med respekt for historien har målet været at skabe et mere imødekommende og favnende rum
I dag får borgerne i Thyregod en ganske særlig julegave. Når kirkeklokkerne slår, og dørene åbnes klokken 11, er det synet af et helt nyt kirkerum, festgudstjenestens gæster møder. Med en mindre tilbygning, nye arkitekttegnede kirkebænke, nylagt klinkegulv, anderledes og enkel farvelægning – og som det helt centrale: en helt ny udsmykning af den gamle altertavle.
Som det centrale midtpunkt for øjet skal den nye kirkekunst gerne give troen et mere lyst og imødekommende udtryk. Det er i hvert fald håbet hos kunstner Simon Aaen og kirkens menighedsråd, der i de seneste tre år har arbejdet tæt sammen om opgaven. Håbet om det nye udtryk blev tændt for mange år siden, da det tidligere menighedsråd fik lyst til at ændre radikalt ved kirkerummet – ikke mindst fordi træværket var angrebet af borebiller, og kalken dryssede ned bag orgelet. Men også fordi den gamle altertavle fra 1800-tallet var meget mørk, og prædikestol, knæfald og kirkebænke var malet i så mange forskellige nuancer, at kirkerummet fremstod både uharmonisk og utidssvarende. Uden den ro for øjet, som har været afgørende for de involverede at nå med det færdige resultat.
”Jeg er simpelthen så glad for det nye kirkerum. Og selvom man selvfølgelig aldrig kan gøre alle tilfredse, når man ændrer noget, så håber jeg, at folk vil opleve en glæde ved at træde ind i et lysere rum, hvor farvesætning, kunst og bedre komfort går op i en højere enhed,” siger Mogens Ørnsholt, der er formand for menighedsrådet.
Thyregod Kirke er en gammel middelalderkirke, der blev opført i slutningen af 1100-tallet på en egn, der dengang var et fattigt hedeområde. Den er derfor bygget af de materialer, man kunne finde – herunder almindelige sten fra marken. Selvom kirken udefra ligner mange andre gamle landsbykirker, så har den en ganske særlig historisk betydning. Det var nemlig her, salmedigteren og præsten N.F.S. Grundtvig blev konfirmeret. Inde i kirken hænger derfor også en særlig mindetavle for Grundtvig, der som niårig var kommet i pleje hos sognets lokale præst, som Grundtvigs far kendte. I en by i det fjerne, ”mørke” og midterste Jylland. Meget langt væk fra det sydsjællandske Udby, han kom fra.
Selvom han plagedes af en slem hjemve, kom naturen omkring Thyregod alligevel til at præge Grundtvig. Noget, man blandt andet kan se i hans salmedigtning. Grundtvig var derfor også en af de faktorer, menighedsrådet gerne ville have tydeligere frem i det nye kirkerum. Sammen med lyset.
”Og jeg synes, det er lykkedes. Ikke alene i kraft af det nye altermaleri. Vi har også fået tilføjet den første linje fra hans salme ’Hil dig, Frelser og Forsoner’ på lydhimlen over prædikestolen, så der nu står ’Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet’, og det passer så smukt sammen med altermaleriets motiv,” siger Inge-Lise Dinsen, der var formand for menighedsrådet, da renoveringsplanerne gik i gang.
Forløbet blev dog ikke helt enkelt. Da man henvendte sig til Akademirådet for at få rådgivning om den nye kirkekunst, fik menighedsrådet besøg af to konsulenter, der efterfølgende kom med fem forslag til kunstnere, der ifølge deres mening var de helt rette til opgaven.
”De var alle sammen bosat i København, og vi havde meget svært ved at se, at deres kunst havde noget kirkeligt over sig. Så vi gik selv i gang med at lede videre. Og via Galleri Emmaus, der udstiller religiøs kunst, fandt vi frem til Simon Aaen, der har udsmykket andre kirker, og hos ham fandt vi både et kunstnerisk udtryk og nogle teologiske overvejelser omkring kunsten, som vi alle sammen kunne lide,” fortæller Inge-Lise Dinsen.
Simon Aaen er med sine 39 år en af de yngre kirkekunstnere i Danmark. Han har blandt andet udsmykket kirkerne i Haverslev og Skarrild, og hans særkende er en blanding af noget meget konkret med noget meget abstrakt – ofte med naturen som omdrejningspunkt. En blanding, der gerne skulle være med til at gøre det usynlige synligt. Eller sagt på en anden måde: at skabe plads og mulighed for det guddommelige. På altertavlen i Thyregod er motivet en sløret Kristus-figur, der står med udstrakte arme foran en portåbning. Porten kan også være en døråbning eller måske den åbne grav. Kristus-figuren står med lyset i ryggen og bringer dermed lyset ud mod os. Hans højre side er rødlig og mere fast i sin form, mens den højre side er mere lys og udflydende.
”Kristus er på den måde både til stede og ikke til stede. Jeg forsøger at ramme det øjeblik, hvor transformationen mellem krop og ånd sker. Det er opstandelsesøjeblikket, men også genkendelsesøjeblikket, hvor Maria møder ham, og han er noget fysisk men også noget andet,” fortæller Simon Aaen, der som overskrift til altertavlen har valgt ordene ”Fred være med jer”, der står skrevet med gylden skrift øverst oppe.
”Kirkerummet er netop det sted, hvor man gerne skal opleve den fred. At man er et sted, hvor man kan rummes. Når jeg for eksempel selv kommer ud, hvor jeg ikke kan bunde, giver det en ro at vide, at der er noget, der er større end mig selv. Noget, der tager over. Det er en helt ukrukket og barnagtig følelse, og kirkerummet skulle gerne give den form for tryghed. Og til den tryghed hører også fornemmelsen af, at troen rummer så meget, jeg ikke helt forstår – og slet ikke har kontrol over – og at det er helt o.k.,” siger Simon Aaen.
Han beskriver derfor også kirkerummet som en slags helle, eller pause, hvor tiden står stille.
”Moderne kirkekunst må gerne ’forstyrre’ og belyse troen og tvivlen fra en ny vinkel. Kunsten skal samtidig have respekt for kirkebygningens historie og trække tråde tilbage til den kunsthistoriske tradition i kirkekunsten,” siger Simon Aaen.
”Jeg synes altid, det er en stor faglig udfordring at arbejde med kirkekunst, der skal kunne bære, at man sidder stille og kigger på den under hele gudstjenesten – uden at kunne zappe væk, som vi ellers gør så ofte med billeder i vores tid. Og så skal den kunne rumme både en barnedåb og en begravelse og virke lige meningsfuld. Det kan lyde som en umulig opgave, men jeg håber, det er lykkedes. Det bedste vil jo være, hvis døren nu åbnes ind til det nye kirkerum, og folk bare tænker: ’Selvfølgelig’. Så er målet nået.”
Glasposten nr. 4. November 2017. Glasmuseets Venner
